den stille park og larmen inde fra skolegården

Yuka rødmede mere end alle de andre gange, og sjulte sit ansigt ii sine hænder. Hun var tavs ii lang tid, inden hun sagde noget, for hun turde iké siige noget som helst. "Altså... det... ka iké tæl-les..." mumlede hun næsten lydløst, og turde iké se påé ham.

Han grinede mere, holdte sig nærmest for munden. Han grinede og kunne bare ikk lade være. Han var ved at græde af grin indeni. "Du er vist en liderlig lille..." han tænkte sig lidt om. "PUSSYCAT!" grinede han mere og faldte ned at ligge. Han grinede højt og ustyrligt. "D-du er l-lid-lider-liderlig!" han var ved at fælkke af grin.

"Ne-nej..! Ku-ku'n sam-men me-med ham..." stammede hun. "Desuden er det iké min skyld hver gang. Nogle gange tvinger han miiq ..." sagde hun. Hun forsøgte at få ham til at holde op med at grine, men det var svært, når han allerede var såé godt igang med det.

"Jeg vil vædde på du ogs har tvunget ham nogle gange..." grinede han og slappede lidt mere af. "Men det ændrer intet, I er nogle liderlige skabninger..." grinede han. "I burde få jer en lejlighed sammen, så man ved hvor I er hvis man ikk kan finde nogle af jer..." grinede han drillende og lagde sig ved siden af hende.

Yuka rakte tunge ad ham, og smilede. "Det har vi faktisk. Men nu hvor jeg går her påé Michiyuki skolen, såé ka jeg jo iké rigtigt se ham mere" sagde hun og sukkede. "OG ps. jeg har aldrig tvunget ham til det. Desuden ka jeg heller iké tvinge ham, for han er meget stærkere end miig.. og når jeg siiger at han er meget stærkere end miig, såé ved du vel godt hvad jeg mener med at han har tvunget mig, iké ?." spurgte hun.

Han grinede og aede hendes hoved, "Du er en lille liderlig Pussycat..." sagde han opgivende. Han lå på ryggen og kiggede imod hende. "Og jeg ved hvad du mener med stærkere, alle er da stærkere end DIG!"

"Jeg mener, at når han er stærkere end miig, såé ka han overfalde miig og rive alt tøjet af miig og voldtage miig, uden at jeg ka gøre modstand, fordi han er stærkest... Det er det jeg mener med det" sagde hun.

Han nikkede, "Jaja, men du nyder det garanteret indeni..." grinede han lidt. Han lukkede øjnene og holdte håndryggen ved munden for at skjule et lille gab. "Men du sagde jo ogs det ikk ka tælles hvor mange gange i har gjort det samn, så du må have vænnet dig til det?"

"Måske lidt" indrømmede hun. "Men det er altså heller iké altid jeg har lyst, selvom han har.." sagde hun oprigtigt. "Men har du iké noget at fortælle om dit liv?" spurgte hun. Hun ville gerne tænke påé noget andet, og såé ville hun gerne høre lidt om Manda.

Han kiggede på hende, han tænkte sig om og bed sig i læben. Han tænkte sig om men opgav. Han kiggede opgivende. "Altså hvad vil du vide? Er ikk god til at fortælle noge om mig selv..." smilede han en smule undskyldene.

Yuka tænkte siig om, hun vidste iké helt hvad hun ville vide, men hun vidste at hun ville høre lidt om ham og hans liv og sådan. "Hmm...Hvem betyder noget for diig?" startede hun med at spørge om, fordi at han ogs liiqe havde hørt om en af de personer, der betød noget for hende selv.

Han kiggede tomt ud i luften. Han havde lige pludselig mistet skæret i øjnene og sad stille. Han tænkte og når han tænkte sig om, forsvandt han helt fra den rigtige verden. Han kunne ikk sige noget, han vidste ikk hvem der betød meget for ham. Hvis han sagde sine venner, så ville det være svært at sige hvem af dem når han ikk har specielle minder. Men alligevel er han glad for vennerne han har. Selvom det kun er to. Han kom til sig selv og trækkede vejret tungt, han tog en hånd til hovedet og kiggede på hende. "Jeg ved det ikk..." sagde han til sidst.

Yuka blev overrasket og ked af det på hans vegne. *Ved han det ikke?* tænkte hun igen og igen. Hun krammede ham hårdt og trøstende uden at tænke over det. Hun lagde hovedet mod hans brystkasse, for hun vidste ikke helt, om hun skulle se ham i øjnene nu. *Har han ingen familie, eller venner, eller nogen han er forelsket i, eller noget?* tænkte hun. "Har du ingen familie?" spurgte hun medlidende, stadig med hovedet gemt.

Han kiggede undrende på hnede, "Hvad er der galt?" han satte hovedet på skrå. *Er hun ked af det eller noget?* Han aede hendes kind og smilede, "Du skal ikk være trist, det skal nok gå..." smilede han barnligt. Han vidste ikk at hun gjorde det for ham. Han satte hovedet på skår og kiggede uforstående, "Hvad er det?" Han kløede sig på hovedet og tænkte sig om. "hvad er en familie?" spurgte han let og kiggede på hende. Han smilede let.

Yuka så op på ham med et uforstående blik. "Ved du ikke, hvad en familie er?" spurgte hun forarget. Pludselig blev hun helt glad, for at have en familie, selvom de ofte var nogle plager. "En familie er ..." Hun gik i stå. HVordan skulle man forklare hvad en familie var? "Altså .. nogen man NÆSTEN altid kan komme til, hvis man har problemer og det er nogen man kan have det sjovt sammen med.. altså ... øh.." hun faldt i ordene. "Du ved.. hvis nu at vi to, OG DET ER KUN ET EKSEMPEL, fik et barn sammen, såé var vi tre en familie..øh ..." hun rødmede over det hun lige havde sagt og følte sig rigtig dum.

"En familie kan man NÆSTEN altid komme til?" han satte hovedet på skrå. "Men det kalder man da venner!" grinede han og aede hendes hoved. "Du veksler dem med hinanden..." smilede han opgivende. Han lagde hovedet på hendes skød og blev liggende. Han kiggede undrende bagefter, "Hvis vi fik et barn?" han tænkte sig om. "Nårh! Du mener en flok!" smilede han barnligt. "Hvorfor kalder du det familie når det hedder flok?" han kiggede uforstående og nussede hovedet til hende.

Yuka sukkede og smilede kært. "Tja... man kan vel godt kalde det en flok. Men når man er menneske, hedder det altså en familie." sagde hun. Hun håbede påé, at han endelig havde forstået hvad en familie var. Eller i hvert fald på en måde. "Nu når du ved, hvad det er, ved du så, om du har en familie?" spurgte hun.

Han nikkede lidt, "nårh..." sagde han stille og kiggede på hende. Han nikkede, "ja jeg ved om jeg har en familie..." sagde han let. Han stoppede med at smile og krøllede sig lidt sammen. "tro det eller lad være, men jeg var den svageste i flokken, så jeg blev efterladt alene..." mumlede han. "De gjorde det fordi de elskede mig, når man forlader den svageste alene. Lærer de at klare sig selv og bliver stærke..." Han tog hænderne til hoevdet, "Jeg belv stærkere end den stærkeste i vores familie da jeg fandt dem igen... Men kort efter blev de slået ihjel..." han rystede lidt og græd. Han savnede sin familie.

Yuka fik ondt af ham. Hun krammede ham og strøg ham over håret, mens hun forsøgte at trøste ham. "Så så.. " *og her går jeg, og har ondt af miig selv, fordi jeg savner Ryuu, mens Manda intet har tilbage..* tænkte hun. Hun fik tårer i øjnene; både fordi at hun havde ondt af Manda, og så også fordi at hun kom i tanke om Ryuuzaki. Hun følte siig rigtig led over at kunne skinke Ryuuzaki en mindste tanke lige nu, og fik derfor flere tårer i øjnene. Hun forsøgte at skjule dem og trøstede fortsat Manda.

Han stoppede med at græde og sad stille ved hende. Han kiggede tomt ud i luften og bagefter på hende. "Kat?" Han atte hovedet på skrå. Han aede hendes kind og tørrede hendes øjne. "Du... Du skal ikk græde..." Han aede hendes kinder og smilede opmuntrende, "Det er ok at savne nogle og græde, men man skal ikk græde over spildt mælk..." Han aede hendes hoved, "Hvis du skal græde, så græd... Men ikk skjule det..." Han krammede hende til sig og aede hendes kinder igen. Han vuggede hende en smule og smilede opmuntrende. Han lagde hovedet på hende og vuggede videre. "SÅ ikk græde vel?"

Yuka lukkede øjnene og nød at blive vugget. Hun tørrerede tårerne væk og smilede. "Du er sød" spindede hun kærligt og fik katteører- og hale.

//kunne desværre iké finde påé mere, har siddet ii ret lang tid &' prøvet at finde påé noget xD//

Han kiggede overrasket på hende. Han aede hende bag det ene øre og smilede let opgivende. "Havde aldrig troet at jeg ville være glad for en kat..." smilede han let. Han vuggede videre og krammede hende stadig blidt. Han smilede bare. "Men du skal ikk sige jeg er sød, fordi det er jeg ikk..." sagde han roligt og opgivende. Han bed sig i læben og sukkede let.

"Jeg synes nu, at du er sød" sagde hun og smilede sødt til ham. "Du er den sødeste jeg har mødt på Michiyuki. Yuki er ogs sød, men hende har jeg ikke snakket nær så meget med, så hende kender jeg ikke så godt endnu." sagde hun. Hun sukkede- ikke fordi hun var trist, men fordi at hun ikke havde mere at sige. Hun drejede hovedet og så sig rundt omkring, uden at flytte sig.

Han grinede lidt og kiggede opgivende. Han mærkede ved sit hjerte og knyttede hånden lidt. Han lukkede det ene øje og satte sig ind til hende. Han ville skjule det lidt, sådan hun ikk ville blive bekymret for ham. Han nussede sig til hende, "Jeg har heller ikk set hende længe..." sagde han opgivende og trak på skuldrene.

"Måske har hun travlt her for tiden?" sagde hun. Hun kiggede på ham på en undersøgende måde. Han virkede lidt utilpas eller usikker eller noget. "Er der noget galt?" spurgte hun. "Du er iké blevet syg, vel?" spurgte hun. Hun mærkede på hans pande. Det var en normal tempratur. *Måske er det bare miig, der er vant til, at være overbekymret for Ryuu?* tænkte hun.