den stille park og larmen inde fra skolegården

Han rystede på hovedet og blev siddende. "Indrøm nu bare du synes jeg fortjener det for at have skadet dig..." mumled ehan stille og krøllede sig en smule sammen. Han hvilede sin hage på sine knæ og kiggede fortsat på himlen. Han stoppede op og kiggede mod hende med sit gule øje, "Hvad laver du?" sagde han undrende. "Hvad græder du over?" sagde han uforstående.

"Det...ved jeg ik-ke..." snøftede hun. Men så gik det op for hende, hvorfor hun græd. Hun var jo blevet glad for Manda, og kunne ikke klare,at han blev sur eller ked af det, og så blev det blandet sammen med Ryuuzaki, så hun blev mere ked af det. "For-di du er sur på miig.....Det var jo ikke med vilje...." græd hun. Hun satte hovedet ned i sine knæ.

han kiggede på hende og sukkede let. Han hoppede ned og satte sig foran hende. Han tørrede hendes øjne og aede hendes kinder blidt. "Ikk græde Kat..." sukkede han og rystede på hovedet. "Jeg vil ikk have du skal græde og det er min skyld..." sagde han og kyssede hendes pande. Han krammede hende til sig og vuggede hende fra side til side.

Hun snøftede stadig en smule, men var rigitg glad for, at han var kommet ned till hende igen. "Så du er ikke sur?" spurgte hun forhåbningsfuldt, men var dog lidt ii tvivl om, han bare gjorde det her for at gøre hende glad. Uanset om det bare var det, så virkede det. Hun holdt helt op med at græde, og et smil bredte siig på hendes læber.

Han kiggede opgivende på hende, "Jo jeg er... Men jeg kan ikk li at se dig græde..." sukkede han og aede hendes kind blidt. Han tørrede hendes øjne igen, da han så hun stadig grad lidt. Han kyssede hendes pande og lagde sit hoved ved hendes hjerte. Han følte han var blevet træt, men alligevel ville han ikk sove.

Hun blev lidt overrasket over at han lagde sit hoved der, men sagde ikke noget til det."Jeg blev altså ikke sur over, at du ikke kunne styre din tørst.. og jeg gjorde heller det der med vilje...det er bare noget jeg næsten altid automatisk siiger i sådan nogle tilfælde. Det er hans navn..." sagde hun. *Hvorfor tror han ikke på miig?.. Jeg kan ikke lide, at han er sur på mig...* tænkte hun.

Han nussede sig en smule til hende og hans krop rystede automatisk. Han frøs en smule. "Det kan man sagtens sige..." sagde han stille og sukkede. Han krøllede sig en smule sammen og faldte i søvn ved hende. Han var blevet for træt. Han drejede sig og lagde sig til rette. Hans hoved lå stadig ved hendes hjerte, det var beroligene at ligge og høre det rolig hjerteslag.

Hun var tav. Hun så op i himlen og spekulerede på, om han nogensinde ville tro på hende. Det var jo sandheden hun havde sagt. *Er han mon jaloux?* tænkte hun, men tænkte ikke nærmere over det. Hun opdagede, at han var faldet ii søvn. "Han er ligeså hurtig til at falde i søvn, som Ryuu er" sagde hun stille og smilede. Hun aede hans hår.

Han grinede lidt i søvne og rystede på hovedet, "Ikk jaloux..." sagde han stille og nussede sig mere til hende. Han sov roligt og nød at blive aet. Han nussede sig til hende og smilede glad i søvne. Han krøllede sig en smule sammen, "Ikk jaloux..." sagde han stille igen.

Hun blev forskrækket over, at han også kunne læse hendes tanker ii søvne. "O-ok.." sagde hun. Hun tog fat ii hans hoved og krammede det blidt, mens hun fortsat kælede for hans hår. Hun vuggede ham og kyssede hans pande, for at han kunne sove trygt og godt.

Han krammede ogs hende en smile i søvne og nussede sig til hende. Han smilede, "Varm..." sagde han stille og sov trygt ved hende. Han smilede en smule over kysset på panden og fik ulve ører og hale. Hans hale lå på jorden og logrede en smule ude på spidsen.

Først blev hun chokeret over ulve halen- og ørerne, men hun syntes egentlig, det var meget sødt. Hun begyndte at kæle for hans ører. "Gad vide, hvad han drømmer?" sagde hun til siig selv. Hun gabte selv lidt og lagde siig ned, uden at flytte på ham alt for meget.

Han nussede hoevdet til hendes hånd og smilede glad. Hans hale logrede lidt mere af det og hans ører bevægede sig en smule. Han nussede sig til hende da hun lagde sig og sov roligt og glad. Hans hale logrede fortsat en smule. "Mor..." mumlede han stille i søvne og lagde sig en smule til rette ved hende.

"Han savner jo en mor....." hviskede hun lavt til sig selv. Hun krammede ham moderligt. Hun kælede hans hår blidt. "Hvor er det synd for ham...." hviskede hun stille. "Tænk at han har levet så længe uden en familie" Hun krammede ham hårdt.

Han knugede sig en smule til hende og nussede sig fortsat til hende. Han smilede en smule, "Mor..." sagde han en smule mere glad og han kunne ikk stoppe emd at smile en smule. Selvom det var et lille smil, var det mere glad end de fleste.

"Hvor er han bare glad .. Det er dejligt at se ham smile på den måde" hviskede hun svagt. Hans smil smittede af på hende, og hun kom også selv til at smile nu. Hun nussede ham. *Gad vide om vi kunne atopterer ham? Så kunne han få en god mor.. Men jeg tror ikke, han ville kunne holde min far ud. Hvis han overhovedet vil atopteres* tænkte hun.

Han smilede fortsat og nussede sig mere til hende. Han knugede sit hoved en smule ind til hende og kom til at gabe en smule i søvne. Han vågnede noget tid efter og kiggede rundt. Han havde et smule tomt blik da han lige var vågnet. Han satte sig lidt op og gned sine øjne, han kiggede rundt og derefter på Kat. Han satte hovedet på skrå, "Kat...?" han smmilede en anelse barnligt og lagde sit hoved ind til hende igen.. "DU varm..." sagde han stille.

"Har du sovet godt?" spurgte hun, selvom hun egentlig godt vidste, at han garanteret havde sovet fantastisk godt. Hun satte siig op og strakte sine arme lidt, mens hun kiggede spændt på ham. Derefter strakte hun også sine ben.

Han nikkede roligt og kiggede på hende, "Måske sad du ubehageligt med mig?" smilede han roligt og uskyldigt. Han kløede sig bag hovedet og grinede en smule over at hun strakte sig. Han gned sit hoved, "Men alligevel var der en stemme i min drøm der sagde "En ny familie venter blot..."? Jeg forstod intet af det..." han sukked eopgivende.

"Nejnej, jeg lå fint.. jeg har bare lige brug for at strække miig en smule, fordi jeg har ligget så lang tid. Hun strakte ryggen en smule. "Måske... ønkser du diig en ny familie?" foreslog hun, uden at tænke over, at det måske havde været hendes tanker, der havde trængt igennem, mens han sov.

Han nikkede roligt og smilede let. Han kravlede lidt tilbage så hun havde nemmere ved at strække sig. Han satte hovedet på skrå og kiggede på hende, "Jeg har aldrig ville have en familie efter det..." mumlede han stille og kiggede ned. "Jeg vil ikk se der sker den noget hvis jeg kommer til at elske den for højt. Desuden hvis nu de havde en datter eller noget og vi så faktisk kunne li hinanden sådan rigtigt meget, ville det da være meget akavet..." sukkede han roligt og kiggede på himlen. "Det er nok umuligt at jeg blir forelsket, men man ved aldrig..." sagde han roligt.

//Og nej det er ikk fordi jeg tror Manda og Yuka blir forelsket i hinanden!xD
Det er bare sådan noge sker i film og animer? Ser for meget... :'D

"Ok" sagde hun. "Men sådan kan man jo have det med alle dem man kommer til at holde af... Men jeg acceptere dit valg." sagde hun og smilede til ham. Hun rejste sig op og strækte resten af kroppen. Det tog ca 20 sekunder. Da hun var færdig satte hun sig ned ii det bløde græs igen og smilede til ham. "Så du har valgt, at du gerne vil leve bare med venner?" spurgte hun, stadig smilende.

//Det ved jeg xD//

Han kiggede roligt på hende og bed sig i læben. Han kiggede ned, "Jeg ved det ikk... Jeg savner en familie... Men jeg vil ikk ha en..." mumlede han og tog hænderne til hovedet. "Det er så forvirrende, jeg vil gerne mærke en mors kærlighed. Det at have søskende man kan snakke med og være sammen med nogle gange. Jeg vil gerne have en far, som kan vise mig hvordan verdenen er... men jeg vil hellere have en plejefamilie, som ikk er en familie der adoptere mig men bare passer mig..." mumlede han stille og kiggede på hende. "Det lyder nok underligt i dine ører... men jeg ved ikk hvordan jeg skal forklarer det..." sagde han stille og kiggede ned med et suk.

//GOdt godt...

Hun var tav ii lidt tid. "Hvad nu hvis at vi kan blive din plejefamilie? Du får en omsorgsfuld mor og en masse søskende, der både er der ii medgang og modgang... men faren kan man dog ikke være helt tilfreds med" sagde hun. "Kunne du tænke diig det?" spurgte hun og smilede opmunterende, og kælede hans nakkehår.

//hehe 8D//

Han kiggede undrende på hende og satte hovedet på skrå. Han rystede på hovedet, "ne-nej! Det kan jeg ikk!" sagde han og kiggede på hende. "Det er din familie Yuka, desuden kender de mig ikk en gang... Så det er da lidt åndssvagt." sagde han og aede hendes hoved blidt. Han nussede sig en smule til hende, "Det lyder dog rart, men jeg kan ikk få mig selv til det." sagde han roligt og sukkede lavt.