den stille park og larmen inde fra skolegården

"Det ved jeg.. men... det er bare ikke det samme..." sagde hun. Hun græd stadig, men det var ikke så slemt mere. " Han siger, at han gerne vil have en familie med miig... altså han vil gerne have børn.. men jeg vil ikke have horeunger... og hvad skal de børn overhovedet hedde til efternavn, hvis vi ikke er gift? Skal de have hans efternavn eller mit? Eller bare begge dele selvom vi ikke er gift?" sukkede hun.

Han kiggede på hende og kyssede hendes kind blidt. Han aede hendes kinder og lagde sin pande på hendes, "Tænk ikk på fremtiden Kat... Det er nutiden der er nu og fremtiden blir ett mysterium." sagde han roligt og aede hendes kinder blidere. Han tænkte på noget, "Må jeg spørge dig om noget? Du skal ikk svare hvis du ikk vill."

Yuka stoppede med at græde. Hun tav, da han kyssede hende på kinden. Hun rødmede lidt og mærkede på kinden med sine fingerspidser, men sagde ikke noget til det. "Du må gerne spørge.." sagde hun og kiggede på ham. Hun var lidt nysgerrig, og det kunne man vidst også se på hende, regnede hun med.

Han smilede opmuntrende og aede hendes kinder fortsat. "Hvorfor er du så bekymret for et efternavn? Er det ligefrem det vigtigste til et barn?" sagde han og kom til at tænke på noget. Han grinede en smule og kiggede på hende, "Hvis vi fik børn, kunne de hedde Uzumaki. Det hedder vi begge to nemlig!" grinede han og slog sig selv på hovedet. Han vidste ikk hvorfor det kom ind i hans hoved, men det var sjovt alligevel.

Yuka blev forskrækket over det han sagde. "Bø-bø-børn!? OS TO!?" udbrød hun og rødmede mega meget ved tanken om det. Hun kravlede lidt væk fra ham. *Han laver bare sjov..han laver bare sjov...han laver bare sjov..* tænkte hun igen og igen for at køle lidt ned, og til sin store overraskelse hjalp det faktisk med den tanke. Hun åndede lettet ud og sukkede. "Tænk at jeg stadig reagere sådan efter så mange gange .... det er faktisk begyndt at blive pinligt" mumlede hun og smilede.

Han kiggede overrasket på hende og kravlede hen til hende. Han aed ehendes kinder, "Rolig nu Yuka, det var bare noget jeg sagde! Det passer jo, men det sker nok ikk..." sagde han med et smil. Han tog en hånd til hovedet, fordi hun tænkte højt når hun var sådan i panik. Han grinede med et smil og kiggede roligt på hende, "Det er altså ikk noget at gøre ved..." smiled ehan roligt. "Men du ved godt jeg bare sagde det, du trænger til at slappe af." sagde han let og smilede til hende.

"Det kan jeg jo ikke, når du hele tiden driller miig! Det giver miig jo stress!" sagde hun med et smil. Hun mente det ikle så slemt. Hun lagde siig ned ii det bløde græs og kiggede påé skyerne. "Hvad ska vi så lave nu?" spurgte hun og kiggede hen mod Manda. Hun rejste lynhurtigt op og udbrød "FANGELEG!?"

Han grinede en smule og smilede til hende. Han aede hendes kinder blidt og smilede. "Bare rolig, det er jo ikk fordi jeg mener det.." sagde han roligt og kiggede på hende. Han smilede og lagde sig på siden med front mod hende. Han havde en albue i jorden og sad og aed ehendes hoved/kind. "Det ved jeg ikk..." han kiggede på hende. "Du ved godt at jeg har en fart som bare fanden? Og det er min egen og ikk min varulvs!" tilføjede han hurtigt. Han blev roligt liggende.

"Så gør dig langsommere" grinede hun. "Koooom nuuuuuuuuuu" bad hun sødt og satte siig ned og lavede hundeøjne. "Det bliver rigtig sjovt.. bebe?" hun prikkede til hans næse og sagde glad "Taget! Du er den" Hun fór op og gjorde siig klar på at løbe, men hun ville lige se, om han havde tænkt sig at lege.

Han kiggede på hende, "Det er altså ikk lige det nemmeste!" sagde han opgivende. Han kiggede på hende og grinede let. han rejste sig og holdte hende hurtigt bagfra. Han havde sine ene arm om hendes liv og den anden holdte ved hendes hage. Han fik hendes hoved drejet til den modsatte side af hvor han var og slikked ehendes hals. "Desuden vil jeg hellere drille dig lidt..." grinede han let og slikked ehendes hals fortsat.

Hun tav, da han slikkede hendes hals og begyndte at rødme. "øh .... hvorfor slikker du miig?" spurgte hun nervøst. Hun stod helt stille. Hun var ikke nervøs for at blive bidt, men bare det faktum at blive slikket gjorde hende nervøs. "Hvad vil du?" spurgte hun. HUn prøvede at rive siig løs, men mistede af en eller anden grund alle kræfter.

Han svarede ikk og slikkede videre. Han aede hendes mave med sin hånd og holdte dog stadig godt fast i hende. Han tog sig ikk af at hun prøvede at komme ri. Han havde røde øjne. Han svarede hende fortsat ikk, lige nu eksisterede hendes stemme ikk i hans verden. Han slikked ehendes hals fortsat og lukkede øjnene. Han prikkede blidt til hende hals med sine hugtænder der var kommet frem.

"Hallo? Manda?" hun opgav at tale til ham. Hun opgav at kæmpe imod, for hun vidste, at det var nytteløst. Hun fik et chok, da hun mærkede hugtænderne strefe sin hals. *Han er nok tørstig* tænkte hun, og blev lettet ved at finde ud af, hvorfor han slikkede hende. Hun forberedte siig på hvor ondt det ville gøre. Hun tog en dyb indånding ... og pustede ud igen. *Bare rolig, han kan godt styre det..* tænkte hun roligt.

Han kiggede på hende og slikkede videre. Han bed sine hugtænder i kort efter og begyndte at drikke af hendes blod. Han aede fortsat hendes mave og gav slip på hendes hage. Han holdte blot om hende denne gang og lukkede øjnene en smule hårdt i. Han vidste hvad han lavede, men hendes blod var afslappene at smage nu, han vidste ikk om han kunne stoppe denne gang.

Hun klynkede lidt, da han satte tænderne i hendes hals. Det gjorde ikke helt vildt ondt, men lidt ondt gjorde det da. Hun mærkede, at hun mistede flere kræfter. Hun forsøgte at slappe lidt af, selvom hun kunne mærke at hendes hjerte bankede uregelmæssigt og hurtigt. Det mindede hende lidt for meget om Ryuuzaki, men hun slog ham ud af hovedet med det samme, og koncenterede sig om, ikke at dejse om.

Han tog sig ikk af det og fortsatte med at drikke hendes blod. Han kiggede roligt på hende, men mærkede han ikk kunne stoppe selvom han ville. Han prøvede at give slip, men hans tørst ville slukkes ordentligt og have mere. Han aede hendes mave blidt, da han kunne høre hendes tanke om Ryuu. Han ville have hun var rolig, men kunne godt se problemet når han var vampyr og Manda selv var det.

Hun mærkede at hun snart ikke kunne stå oprejst mere. Det begyndte at sortne for hendes øjne, og hun begyndte at dejse om. Ubevidst støttede hun siig op af Manda. Til sidst havde hun ikke kræfter nok til at holde siig vågen og besvimede.

Hun kom fri af hans greb da hun faldte til jorden og han hostede lidt. Han kiggede på hende, "Kat...!" han satte sig ned og krammed ehende til sig. Han aed ehendes hoved lidt, "Undskyld Kat..." han vidste hun var bevidstløs. Men han kunne ikk lade være med at ville sige undskyld. Han holdte hende godt ind til sig, så hun kunne holde varmen. Han lagde en hånd ved hendes hjerte før at høre hvordan det gik med det. "Det er ogs typisk jeg er dårlig til at heale, når jeg endda har rug for det...!" sagde han surt og krammede hende til sig igen.

Efter et langt stykke tid vågnede hun lige så stille op. Alt var sløret for hende. Hun forsøgte at sætte siig op, men var for svimmel. Hun anede ikke, hvor hun var, eller hvem der krammede hende. "Ryuu.......?" mumlede hun rastløst. Det var det eneste navn hun lige kunne komme ii tanke om.

Han aede hendes hoved lidt og kiggede roligt på hende. Han rysted epå hovedet og smilede let, "Jeg er ikk Ryuu..." smiled ehan roligt. "Men du sagde vel ogs jeg lignede ham." smilede han let. Han aede hendes kind blidt og kyssede hendes pande. Han var lettet over at hun vågnede. hurtigere end han troede faktisk. Han krammede hende fortsat til sig, men gjorde at hun kunne se på ham og ham på hende. "DU må virkelig undskylde. Jeg kune bare ikk stoppe..." han tog en hånd til hovedet og aede hende igen. "Jeg er virkelig ked af det... Undskyld..."

Hun var stadig meget svag, så hun nød at ligge hos ham."Hvad?...." mumlede hun fortvivlet. Hun forstod ingenting. "Hvem er du? Hvorfor undsklyder du?...." spurgte hun og virkede helt hjælpeløs. Hun begyndte at se tingene lidt mere klart, men fattede stadig ingenting. *Hvad er der mon sket?* tænkte hun.

Han kiggede undrende på hende, "Øhm... Har du glemt hvem jeg er Kat?" han satte hovedet på skrå. Han tænkte sig om, "Eller du er måske bare ved at hævne dig fordi jeg kom til at gøre det mod dig?" sukked ehan let og kiggede ned. Han troede hun gjorde det med vilje, fordi hun kunne huske Ryuu. Men så ikk ham. "Men fint, jeg fatter en hentydning..." sukkede han og rejste sig op. Han hoppede op i et træ og satte sig op af stammen. Han kiggede på himeln.

Hun genkendte hans stemme. *Manda? Var det ikke det han hed..* tænkte hun. "Hvor skal du hen?" spurgte hun svagt. "Jeg lå lige så godt..." Hun prøvede med besvær at sætte sig op. "Kom.... tilbage ....vil du ikke nok...?" spurgte hun bedende. Hun rakte sin hånd op mod træet. "Jeg kan ikke nå diig" sagde hun.

//haha .. self kan hun ikke nå, når han sidder ii et træ xD ! //

Han sukkede, "SOm om jeg gider komme ned til dig!" snerrede han en smule. "Du kan huske Ryuu og ikk mig, så du gør det garanteret med vilje..." mumlede han og satte sig med ryggen til. "Og du kan bare kravle herop hvis du har et problem med ikk at kunne nå mig..." sagde han surt og kiggede fortsat på himlen.

Hun blev stille og vidste ikke, hvad hun skulle svare. Det var jo ikke med vilje, men Ryuuzaki havde bare haft så meget med hendes liv at gøre, at han bare var den første hun kom i tanke om. "Undskyld..." mumlede hun. Hun begyndte at få flere kræfter, og alt blev tydeligere for hende. Hun kunne nu se Manda, der sad oppe i træet. *Så var det Manda..* Hun begyndte at græde, uden at vide hvorfor.