den stille park og larmen inde fra skolegården

Hun krammede ham. "Jo, kom nu. De vil elske diig. Det ved jeg." sagde hun og prøvede at overtale ham. "Min lillebror vil se meget op til diig, mine to andre brødre ville.... de ville nok prøve at få diig til at overtage Ryuus plads, men udover det, vil de være søde. Min storesøster vil du slet ikke lægge mærke til. Hun er der næsten aldrig. Og min mor ville med garanti elske diig, hun ville nærmest tvinge diig ind ii familien. Men min far ville nok ikke kunne lide diig, men han ikke lide nogen....." sagde hun. Hun var godt klar over, at det med hendes far ikke lød så tillokkende, men man skulle jo også fortælle ulemperne, så han også fik en chance for at vurdere om han ville eller ej.

Han kiggede på hende og rystede på hovedet, "Ne-nej Kat...!" han ik hende til at give slip. Han hørte alle tingene og ogs de dårlige. Han kiggede ned og rystede på hovedet, "nej kat..." mumlede han stille. "Jeg kan ikk... Jeg vil ikk risikere at skade dem, og da slet ikk når det er din familie." sagde han roligt og krøllede sig en smule sammen. "Det lyder rart med sådan noget, og din far kan nok bare ikk li drenge som vil tage dig fra ham..." smilede han let, men det forsvandt hurtigt. "Men jeg kan ikk..."

"Hvordan skulle du kunne gøre dem fortræd?" spurgte hun. Hun krammede ham igen. "Du skal vide, at du er velkommen ii min familie, men du må selvfølgelig selv bestemme" sagde hun og nussede hans hår. "Og det med min far har du nok ret i.." sagde hun, og blev ii lidt dårligt humør af at tænke på sin latterlige far.

"Jeg er en varulv og vampyr, så svært er det heller ikk at regne ud vel?" sagde han opgivende og rystede på hovedet han kiggede ned igen og krøllede sig en smule sammen. Han mærkede hun krammede ham og han kiggede på hende, "Kat, hvorfor vil du så gerne have jeg er en del af din familie?" spurgte han undrende og aede hendes hoved blidt. "Og desuden er jeg ligeglad med hvordan din far er." sagde han opmuntrende og klappede hendes hoved blidt.

"Fordi jeg synes, det er synd det er for diig, at du ikké har nogen familie ... og du er lidt ligesom en bror for miig" sagde hun. "Men hvis du ikke vil, kan det også være ligemeget." sagde hun. Hun kiggede ud ii lluften. Hun havde ikke mere at sige.

Han kiggede på hende og smilede let. Han kyssede hendes pande blidt, "Du aner ikk hvor meget jeg gerne vil..." sagde han roligt og sukkede let. Han kiggede lidt ned og rystede på hovedet, "Jeg kan bare ikk få mig selv til at sige ja... Vil ikk skade dem og det vil bare føles forkert fordi jeg ikk kender dem."

"Hvad nu hvis du lærte dem at kende?" spurgte hun og kiggede på ham. Hun ville gerne have, at han skulle have en tryg familie. "Du kan måske komme på besøg en weekend eller noget? Bare for hyggens skyld, og så kan du bagefter bedømme, hvad du synes om dem" foreslog hun. "Så behøver du jo ikke at sige ja, inden du har mødt dem" sagde hun.

Han kiggede opgivende på hende og smilede let. Han aed ehendes kinder blidt, "Nej Kat... Jeg vil ikk være en del af din familie. Det er din ikk min." sagde han roligt og kyssede hendes pande. "Jeg vil gerne vide hvordan det er med en familie, men jeg vil ikk tage den du har." han vidste det lød lidt underligt men det var sådan det var. Han kiggede en enkelt gang på hendes hals og derefter på hende igen.

Hun bemærkede at han kiggede påé hendes hals, og hun lavede et nervøst træk ii det sekund han gjorde det. Det var ikke fordi at hun var blevet mega sur sidste gang, men hun ville ikke miste hukommelsen sådan igen, og hun vidste, at hvis Ryuuzaki holdt øje med hende, uden hun vidste det, såé ville han blive rasende, hvis det skete igen, og så ville det gå ud over Manda. Og det ønkskede hun ikke, skulle ske. Men hun lod som om, at hun ikke havde lagt mærke til at han havde kigget på hendes hals. "Det gør ikke noget for miig.. Men det må du selvfølgelig selv om" sagde hun til sidst, mens hun kiggede ned ii jorden af nervøsitet.

Han kiggede på hende og smilede let. Han aede hendes kinder lidt og fik hende til at kigge på ham igen. "DU ved jeg er vampyr Kat, men jeg gør det ikk mod dig." sagde han roligt. Han havde vidst hun så det, selvom hun tydeligvis gerne ville skjule det. Han ik hende til at kigge på himlen og slikede hendes hals en smule før han stoppede. Han slikkede sig halvt om munden og grinede drillende. "Men det der kunne jeg sagtens finde på..." smilede han glad og kiggede roligt på hende. "Men du ved ikk med din egen familie... DU ved ikk om de kan li mig selvom du måske ved hvordan de er." sukkede han roligt. Han kiggede ned og gav slip på hende. Han krøllede sig en smule sammen. "Hvis min egen familie forlod mig, hvorfor skulle din familie så kunne li mig?"

Hun skreg, da han slikkede hende og fór op med et sæt. Og inden hun kunne nå at se siig om var hun blevet til en lille sort kat, der var krummet sammen. Da hun havde åndet lidt ud, forvandlede hun siig til et menneske igen, og kiggede alvorligt på ham. "Min familie kunne lide Ryuu, som var en dæmon, der bragte farer over familien... Hvorfor skulle de ikke kunne lide diig? Du har jo ingen efter diig, der er villig til at gøre alt, for at slå diig ihjel, har du?" spurgte hun.

Han slikkede sig halvt om munden og kiggede roligt på hende mens hun blev kat. Han aede hendes hoved blidt, så hun ville blive mere rolig. Han aede stadig hendes hoved lidt da hun blev menneske igen. Han tog sin hånd til sig og bed sig i læben. "Jeg ved det ikk..." mumlede han stille og tog en hånd til hovedet. "Jeg ved ikk om der er nogle efter mig..." sagde han stille og kiggede ned. Han krøllede sig igen en smule sammen og kiggede på hende.

"Nå.." Hun kiggede ned ii jorden. "Men.. ville du på besøg alligevel? Bare som når man har en ven på besøg?" spurgte hun. "Det kunne være hyggeligt at have diig på besøg" sagde hun og smilede. Hun var blevet rolig igen, fordi han havde aet hendes hoved så meget. Det var rart, at han gjorde sådan.

Han bed sig lidt i læben og kom til at bløde en smule. han kiggede på hende og kløede sig bag hovedet. "Jeg ved ikk Kat..." sagde han og kiggede ned. Han sukkede lavt og slikkede lidt blod ra læben. Selvom det løb ned til hans hage. Han kiggede på hende, "jeg vil ikk give ulejlighed og hvis din mor fandt ud af at jeg ikk har familie så tvinger hun squ nok mig til at blive. Gør hun ikk?" sagde han stille og kiggede på ehnde.

"Vi lader bare være med at sige, at du ikke har nogen familie. Så går det nok... Eller det kan godt være, at hun måske vil have diig til at sove der, men det bliver bare til sådan noget filmmarton eller noget" sagde hun. Hun kiggede væk. Blodet gav hende dårlige minder, om når Ryuuzaki havde blødt helt vildt meget pga slogskamp. "Vil du ikke nok lige tørre blodet HELT væk?" spurgte hun.

"men..." han tog hænderne til hovedet. "hvis hun spørger mig... Je-jeg ved ikk hvordan jeg vil reagere..." han knyttede hænderne lidt. "Jeg kan ikk sige noget om familie... Jeg kan ikk lyve om jeg har familie eller ej..." mumlede han stille og kiggede på hende. Han satte hovedet en smule på skrå og smilede let. Han ttrængte til at komme på noget andet. "Kan DU ikk fjerne det for mmig?" smilede han let og havde en drillende tone.

Hun så på ham med spærrede øjne. "Jeg. Jeg vil altså ikke slikke deet af for diig, hvis det er dét du tror!?" sagde hun hurtigt, selvom hun var godt klar over, at han ikke havde ment det på den måde, kom hun alligevel til at sige det. "Eller.. øh .. Jo, det kan jeg vel godt.." sagde hun stille og tørrede det forsigtigt af. "Sådan.."

Han kiggede undrende på hende og grinede en smule. Han kiggede lidt på hende og havde et glad udtryk. "Det var nu ikk helt det jeg tænkte. Men hvis du da vil..." grinede han drillende og aede hendes hoved med et smil. Han kiggede roligt på hende, "Nogle gange er du bare for pervers..." sagde han med et opgivende smil. Han lukkede det ene øje da hun tørrede det væk og nikkede lidt. "tak." sagde han roligt.

"Det er da ikke perverst, at slikke nogen på hagen?" sagde hun undrende. Men han havde nok ret ii, at hun var en smule pervers, men det var nok pga. hendes lange forhold til Ryuuzaki. Hun rødmede lidt. Det var pinligt at tænke på.

Han smilede og aed ehendes kinder, "jeg mente mere at slikke det af læben..." girinede han let og aede hendes hoved. Han nussede hende blidt og grinede lidt over hendes tanke. "DU elsker virkelig Ryuu?" smilede han roligt. Han krammede hende blidt og aede hendes hoved.

"Ja... Jeg tror ikke, jeg kommer til at elske nogen lige så højt som ham. Jeg ved ikke rigtigt, hvordan det bare skete, men lige pludselig føltes det bare som et slag ii hovedet, og siden det, har jeg været helt vildt med ham" sagde hun.

//Der kom en amor med en overdreven stor hammer og bankede hendes hoved.. kan ikke huske, om hun besvimede af det xD.. men det var nogenlunde sådan hun blev forelsket ii ham xD//

Han kiggede på hende og smilede let, han kiggede lidt ned. "Det har jeg aldrig hørt om... Jeg forstår det ikk." sagde han stille og rystede på hovedet. Han følte sig en smule irriteret over ikk at forstå den følelse hun snakker om. Han vidste aldrig når han havde en følelse, han kunne nogle gange hade nogle. Men var det i vrede? Eller jalousi? han vidste hvad de forskellige følelser hedder, men aldrig forstået dem eller oplevet dem på en måde.

"Det lyder også ret mærkeligt... Det føltes som om, der var en, der slå mit hoved med en hammer........ det er ret underligt" sagde hun. Hun kiggede ham ii øjnene. "Hvilke følelser kender du egentlig til?" spurgte hun.

Han kiggede roligt på hende og satte hovedet på skrå, "En hammer ligefrem?" han sukkede og kiggede ned. "Jeg kan navnene på dem... Jeg ved bare ikk hvordan de er mange af dem..." sagde han opgivende.

"Ja. Det er meget underligt, for min veninde, Nanri, har altid sagt noget med at, det var som om, man havde sommerfugle ii maven, og at man bliver helt varm i nærheden af personen, men ved miig fik jeg bare en hammer ii hovedet... det er lidt komisk. Men det er ogs kun lige den ene gang... ellers har det også været ligesom Nanris beskrivelse" fortalte hun. Da han sagde, at han ikke kendte følelsen, men navnet på følelsen, blev hun helt overrasket og forundret på samme tid. Han havde sikkert oplevet følelserne før, men han vidste nok bare iké, hvad de betød. "Nå... Det lyder da træls..." sagde hun stille og trist.